Spring til indhold

Terapi

Jeg tilbyder samtaleterapi med forældre, der oplever vanskeligheder i forhold til familielivet og deres forældreskab. Det kan være forældre, der oplever sig som usikre og utilstrækkelige eller nybagte forældre, der får en efterfødselsreaktion. Det kan også være forældre eller kommende forældre, der selv har haft en opvækst, der har været præget af svigt i forskelligt omfang og som har et ønske om at sikre deres børn andre betingelser. Terapien har fokus på at forstå sig selv som forældre i lyset af ens følelser og reaktioner samt på at udvikle en evne til at se sig selv udefra og sit barn indefra.

Jeg tilbyder samtaleterapi med større børn og unge, der har trivselsvanskeligheder og har et ønske om at snakke med en anden voksen end deres nærmeste. Før dette anbefaler jeg altid en afklaring af, om der er noget forældrene/øvrige omsorgspersoner omkring barnet kan gøre for at hjælpe barnet. Nogle gange afhjælpes problemet gennem rådgivning ved, at barnet/den unge forstås på, tales til og handles mod på nye måder. Andre gange kan der være gode grunde til psykologsamtaler med den unge. Samtaleforløbet udføres i samarbejde forældrene og med løbende inddragelse af forældrene for, at de kan forstå og støtte udviklingen.